Læs mit debatindlæg i JyskeVestkysten i januar. Vores sammenhængskraft er under pres:
“Antallet af udenlandske medarbejdere i Danmark er steget markant de seneste år. Det er positivt og nødvendigt, da internationale arbejdstagere har drevet halvdelen af den danske vækst i de seneste 10 år. Men én afgørende forudsætning bliver desværre stadig overset: Det danske Sprog. Alt for få internationale arbejdstagere begynder på danskuddannelse. Integrationsministeriets tal viser, at kun omkring hver tredje nytilkomne påbegynder danskuddannelsen. Det bør bekymre os alle. For uden det danske sprog risikerer vi at gentage fejlene fra 1970’erne, hvor gæstearbejdere blev fastholdt i bestemte job, stod uden for fællesskabet og ofte forlod arbejdsmarkedet, når kravene ændrede sig.
Dansk bør ikke bare være et integrationssymbol. Det er et redskab til mobilitet, fastholdelse og deltagelse. Med manglende danskkundskaber bliver medarbejdere mindre fleksible, sværere at omskole og vanskeligere at fastholde. Det rammer både virksomhederne, kollegerne og lokalsamfundene. Nogle vil mene, at engelsk er nok. Det kan det måske være i dele af arbejdsmarkedet, men langt fra alle steder, og uden dansk begrænses deltagelsen i foreningsliv, skoler, dagtilbud og det lokale fællesskab.
I dag er danskundervisning frivillig for internationale arbejdstagere. Det er en grundlæggende svaghed og i De Danske Sprogcentre mener vi, at alle, der bor og arbejder i Danmark, da skal lære dansk! Når noget er frivilligt, bliver det ofte fravalgt i en travl hverdag, så hvis vi mener noget med vækst, integration og sammenhængskraft, er vi nødt til at tage denne udfordring alvorligt. Det skylder vi både vores nye medborgere og os selv.”
